Regeringen tænker for kortsigtet i deres overenskomstforhandlinger

Den seneste omgang overenskomstforhandlinger for lærerne er netop blevet afsluttet, og jeg har nu endelig haft tid til at fordøje hele forløbet. Det har været et langt og opslidende forløb at følge. Selvom at jeg har forståelse for, at regeringen skal balancere sine budgetter, så har jeg svært ved at se, at man vil gøre det på denne måde.

Der er meget mere end løn at tale om, når det kommer til overenskomstforhandlinger, og jeg er overbevist om, at de fleste lærere ville være villig til at acceptere en dårligere løn end den vi har fået forhandlet på plads, hvis det betød, at vores arbejdstid blev ændret til den model vi havde før den sidste forhandling.

Det er helt fair, at man på den ene side taler om løn osv, men det er næppe det, der motiverer de fleste lærere. I stedet vil lærere ligesom alle andre faggrupper i det offentlige, og nok også det private, bare gerne føle, at de bliver hørt, og at de får den frihed de skal bruge til at kunne gøre deres arbejde.

Arbejdstiden kommer til at knække mange

Jeg har næppe mange kollegaer som ikke er mener, at de nuværende arbejdstidsregler ikke giver mening. Det kan ikke være rigtigt at man vil have mere undervisning, men uden mere forberedelsestid. Alle der har undervist ved, at det kræver mere tid at forberede sin undervisning end det gør at afholde den. Særligt for de yngste lærere.

Nogle kan sikkert improvisere ganske godt, men det vil i sidste ende ikke føre til bedre undervisning i det store billede, kun i enkeltstående tilfælde, og sådan kan man ikke tilrettelægge rammerne i en kollektiv overenskomst.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at de nuværende arbejdstilrettelæggelser, kommer til at knække mange lærere i dag. Deres motivation vil simpelthen forsvinde, og flere vil sikkert søge væk fra folkeskolen, hvilket vil være til stor skade for de svageste i samfundet, da det bidrager til at trække hele kvaliteten i folkeskolen ned.

Uddannelse er en langtidsinvestering med højt afkast!

Politikerne tænker derfor meget kortsigtet, når de ikke vælger at ændre disse spilleregler. Man skal se uddannelse som en langtidsinvestering, som giver et enormt afkast over tid. Det får man bare først øje på efter 10-15 år. Lige nu tænker regeringen utroligt kortsigtet og problemet er, at det nuværende setup ganske enkelt ikke fungerer. Disse negative resultater vil desværre ligesom de positive resultater først kunne ses om mange år. Men når de kommer frem, så vil det have ramt så mange danske unge, at det vil tage endnu længere tid at rette op på skaden igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *